Inspire-Share-Learn (ISL) – et initiativ for danske og kinesiske skoleelever.
MArts 2023
Danske og kinesiske skoleelever mødes online i små grupper og kommunikerer om emner, der interesserer dem på tværs af kultur- og sprogforskelle.
"Hvem kan du bedst lide? Messi eller Ronaldo?" Sådan lød et af spørgsmålene fra en elev i 1. klasse på Korup Skole, da zoom-forbindelsen til Tianfu-skolen i Chengdu var etableret. Spørgelysten var stor, og Korup Skoles små elever var klar med en masse spørgsmål. "Hvor længe går I i skole, hvad er jeres hobby, har I søskende og meget andet," blev der spurgt ind til.
To forløb
Et godt samarbejde med Korup Skole har betydet, at Learn For Life har kunnet arrangere to forløb for henholdsvis 7. klasse (efteråret 2022) og senest de to 1. klasser. I 1. klasse var de forberedt til tænderne og klar med en række spørgsmål. Klasselærerne har også gjort en stor indsats for at fortælle om Kina, og børnene har sågar lært at synge Happy Birthday på kinesisk. Onlinemøderne foregik i april og følges op af lærer-til-lærer møde og efter sommerferien udveksles videohilsner fra begge lande.
Learn For Life udviklede Inspire-Share-Learn-projektet under corona-perioden, hvor det kun var muligt at mødes online. Planen er i fremtiden at kombinere onlinemøder med genbesøg i de to lande. I Kina står både undervisere og elever klar til at komme til Danmark.